Newsletter
 
 
 
Image Alt

SÆT KRYDS I KALENDEREN – Kom til temadag om kemi

Få styr på kemien! Sæt allerede nu X i kalenderen! Tirsdag den 1. oktober 2019 holdes der temadag om kemi i arbejdet i Odense Koncerthus.

Arbejdsmiljørådet er med til at arrangere en temadag om kemi i arbejdet og om, hvordan du kan holde huden sund på jobbet.

Temadagen henvender sig til alle arbejdspladser - medarbejdere og ledere inden for såvel den offentlige som den private sektor. Det er gratis at deltage, og I kan eventuelt bruge dagen som en del af den supplerende uddannelse for medlemmer i jeres AMO/MED.

Efter sommerferien vil det være muligt at tilmelde sig temadagen og se programmet for dagen.

Tak for et godt Folkemøde!

Der var stor interesse for det gode arbejdsmiljø på Folkemødet. I Arbejdsmiljø Loungen satte vi i 16 events fokus på, at et godt arbejdsmiljø betaler sig. Arbejdsmiljørådet var selv vært ved flere debatter, som bl.a. bød på debat om fremtidens arbejdsmiljø med Pernille Knudsen (DA), Morten Skov Christiansen (FH) og Dorthe Nedermark (Arriva).

Lørdag var der god debat i teltet, da paneldeltagerne Martin Rasmussen (HK), Lars Andersen (Lederne), Preben Meier Pedersen (KL) og Juliane Marie Neiiendam (IDA) sammen med publikum blev stillet over for nogle af de dilemmaer, der kan opstå for unge og nyansatte på arbejdspladsen.

Se billeder og oplev stemningen fra Folkemødet 2019 her: https://www.arbejdsmiljoloungen.dk/billeder-fra-folkemoedet

God sommer

Det har været et begivenhedsrigt første halvår. I foråret blev bl.a. Arbejdsmiljøprisen uddelt, og de fire vindere blev fejret på temadagen om Unge og nyansattes arbejdsmiljø. I april blev der indgået en politisk aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats.

Efter sommerferien vil Arbejdsmiljørådet tage fat på en række spændende opgaver. Først og fremmest ser Arbejdsmiljørådet frem til det videre arbejde med initiativerne i den politiske aftale og til at indlede samarbejdet med den nye minister for området. Desuden arbejder rådet videre på en ny strategi og plan for unges arbejdsmiljø. Bl.a. vil Arbejdsmiljørådet i samarbejde med BFA’erne være til stede på Ungdommens Folkemøde, som foregår i september.

Arbejdsmiljørådet ønsker alle en rigtig god sommer.

 
 

Landskronagade 33  |  2100 København Ø  |  Telefon: 7220 8517  |  E-mail:  post@amr.dk