Newsletter
 
 
 
Image nyhedsbred feb 2016

Mindst 4.000 unge besøgte Arbejdsmiljøbaren på DM i Skills 2016

8 enkle spørgsmål i en test om arbejdsmiljø var adgangsbilletten til en sodavand i Arbejdsmiljøbaren ved DM i Skills 2016, der blev afholdt den 4.-6. februar i Fredericia. Mange unge lagde vejen forbi baren – lige fra 8. klasse elever til lærlinge godt i gang med deres erhvervsuddannelse. Spørgsmålene blev krydset af, og svipsere i besvarelsen gav mulighed for en god snak om arbejdsmiljø.

Snakken i baren handlede bl.a. om risikoen for at komme til skade på arbejdet, hvornår man skal anmelde en arbejdsulykke, og hvad en arbejdsmiljørepræsentant er. Der blev både diskuteret og lyttet. Nogle seje piger fra metalværkstedet på en produktionsskole var fra deres undervisning meget bevidste om arbejdsmiljø og fortalte stolt om deres mange forskellige metalprodukter. Der gik også konkurrence i at have flest rigtige, og enkelte kreative sjæle vendte tilbage for at ”prøve en drink mere” og teste sig selv på, om de kunne svare fejlfrit anden gang.

Arbejdsmiljøbaren er for femte år i træk et godt eksempel på et vellykket samarbejde mellem Arbejdsmiljørådet, Branchearbejdsmiljørådene og Videncenter for Arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljørådet sætter fokus på koordinerede indsatser

Kan vi sammen styrke arbejdsmiljøindsatsen over for virksomhederne – og hvordan gør vi? Det var de overordnede spørgsmål, som Arbejdsmiljørådet søgte at finde svar på, da rådet den 3. februar 2016 inviterede Arbejdstilsynet og branchearbejdsmiljørådene til et seminar om et af initiativerne i den politiske aftale om arbejdsmiljø fra marts 2015.

”Vi skal ud med vores budskaber til brug for det forebyggende arbejde, og vi skal kunne hjælpe virksomhederne med at løse konkrete arbejdsmiljøproblemer. Branchearbejdsmiljørådene og Arbejdstilsynet har hver deres rolle og muligheder for at påvirke virksomhederne. Det er et spørgsmål om at få roller og muligheder udnyttet bedst muligt”, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.

Spørgsmålet om koordinering af arbejdsmiljøindsatser er også et område, som har bevågenhed i arbejdsmiljøforskningen. Derfor var CAVI, Center for forskning i arbejdsmiljøindsatser og virkemidler, inviteret til seminaret. Deres forskningsmæssige fokus på anvendelse af virkemidler i en ’orkestrering af arbejdsmiljøindsatser’ var med til at skabe et fælles grundlag for drøftelserne blandt deltagerne.

Arbejdsmiljø på Folkemødet 2016

ArbejdsmiljøLoungen bliver også i 2016 omdrejningspunkt for en række spændende events om arbejdsmiljø, når Folkemødet løber af stablen den 16.-19. juni. Arbejdsmiljørådet har bl.a. inviteret beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen til en debat om, hvordan man lykkedes med at få arbejdsmiljøet ind på direktionsgangene på de danske arbejdspladser. I debatten deltager også Morten Skov Christiansen, næstformand i LO, og Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. De vil udfordre ministeren og hinanden og give deres bud på, hvorfor og hvordan det bedst sikres, at arbejdsmiljøet prioriteres på lige fod med andre vigtige elementer som fx effektivitet og indtjening. Eventen afholdes torsdag den 16. juni 17.30-18.30.

Arbejdsmiljørådet samarbejder med en række Branchearbejdsmiljøråd og Videncenter for Arbejdsmiljø om ArbejdsmiljøLoungen.

 
 

Landskronagade 33  |  2100 København Ø  |  Telefon: 7220 8517  |  E-mail:  post@amr.dk